Dråpen i Havet trenger stadig økonomiske bidrag for å kunne fortsette hjelpearbeidet i Hellas. Det kommer fortsatt båter med flyktninger. 23. oktober 2016 ble tre båter tatt imot på Chios. Frivillige fra Dråpen i Havet møter mennesker på flukt nesten daglig. Dette er mennesker som etter lang flukt ofte er medtatte, redde og hadde et stort behov for trygghet og tak over hodet.
Dråpene på Chios tar i mot mennesker på flukt med omsorg og tilstedeværelse. De viser at det finnes folk som gir uten å kreve noe tilbake.
Dråpene gir mye av seg selv i hjelpearbeidet. Det handler om å se menneskene som kommer, som medmennesker. Det handler om å møte menneskene der de er å gi dem omsorg, hjelp og håp.
Vinteren nærmere seg. Det blir kaldere. Det er mye som trengs for å holde kulden ute.
For bare 100 kroner pr måned kan du bli fast giver og bidra til å sikre at vi kan være der med både mat, utstyr, trøst og en klem – hver dag, for de som trenger det mest.
En av dråpene i Dråpen i Havet, Isabelle Victoria Borgenvik med lille “Ada” i armene.
Teksten fra ” Håpet” til Kari Bremnes kan gi ord til det Isabell gir til “Ada”
“Håpet”
Tekst av Kari Bremnes fra albumet “Og så kom resten av livet”
Du skal ikkje meste håpet det e dett
Det er ikkje tungt å bære
det er lett¨
Ta det med dæ, det tar nesten
ikkje plass
Du kan legge det i veska
som et pass
Du kan ha det inni jakken
som et for
Du kan holde det i handa
som en bror
Ikkje tru på alt som kommer
fra en munn
Du skal ikkje meste håpet
ett sekund
Du veit aldri om du kommer
dit du skal
Det får ingen av oss vite
samme ka
Du skal ikkje meste håpet
det er dett
Det er ikkje tungt å bære
det er lett
Hjelp oss og hjelpe, her finner du ulike muligheter for å gi ditt bidrag.
Comment(1)-
Kjell og Kirsti says
oktober 26, 2016 at 1:05 pmVi rejser der ned midt i december, og så får vi se hvor længe de har brug for os. Vi har ikke så mange penge at give, men vi har masser af tid og et STORT ønske om at hjælpe. Vi er så fantastisk heldige at vi ikke lever i et land med krig og elendighed. Kjell snakkede med en syrisk flygtning her i Norge i går, som sagde: Tak – fordi I forstår!
Jeg tror nu ikke at vi helt kan fatte rædslerne som de må gennemgå. Bomber og granater i min by, skydning i gaderne, slægtninge og venner som dør, efterlade alt hvad jeg har og kender, og en forfærdelig hård rejse med (eller uden) familien, betale menneskesmuglere alt hvad jeg ejer for at få en plads i en gummibåd med påhængsmotor. Krydse åbent hav, uden at vide hvad som sker hvis vi kommer frem. Og HVIS de kommer frem – usikkerheden om at blive eller blive sendt tilbage! Møde med velstående og fredelige lande, som ikke vil have mig p.g.a. min religion, mit udseende, min fattigdom, eller en generel frygt for nogen som er fremmed.
Nej – jeg forstår ikke hvad de må gennemgå, det er alt for rædsomt.
Kærlig hilsen til alle fra Kjell og Kirsti.